Vi skal bruge vores møller

I Fredensborg Kommune har vi to velholdte møller, der med hjælp af Kommunen kom igennem trængselstiderne efter finanskrisen med et vist forfald på grund af manglende vedligeholdelse.

Heldigvis fandt vi midlerne til at bevare Karlebo Mølle og Højsager Mølle, for ud over den æstetiske værdi, de rummer, er der også god historisk viden at hente, når man ved lidt om deres oprindelse.

I 2013 blev Fredensborg Møllelaug stiftet, og denne veldrevne forening med små 400 medlemmer har været med til at bidrage til møllernes vedligeholdelse.

Fra Kommunens side kunne der så godt støttes yderligere op om projekterne. Det virker lidt uforståeligt, at der ikke må skiltes, så turister, lokale borgere og skolebørn kan finde vej til de smukke møller. Især Højsager Mølle kan være svær at finde, men med skiltning kunne dette udbedres, og vi har da også spurgt forvaltningen, om dette ikke kunne udbedres.

Desuden er det et ønske fra foreningens side, at man ved Højsager Mølle fik en toiletbygning med et tilhørende opholdsrum, hvor besøgende kunne spise deres medbragte mad.

Det ville give god mening, at denne mølle kunne blive et ekskursionsmål for flere af Kommunens folkeskoler, der nemt ville kunne komme til skolen på cykel, spise den medbragte mad og få noget at vide om møllens og områdets historie.

Desværre tyder noget på, at det ikke bliver sidste gang, vi lukker samfundet delvist ud og må have hel eller delvis udeundervisning, men under alle omstændigheder er der sund fornuft i at opgradere møllen, så den bliver brugt, når vi nu passer godt på den.

Vi agter at tage forslaget om et handicaptoilet og en frokoststue med til de kommende budgetforhandlinger – og håber på, at skiltningen kan etableres.

Charlotte Sander og Bo Hilsted

Byrådsmedlemmer(S)

Share Button