Sammen & Forskellig 2012 Farvernes fornøjelige fest

Mere end en snes foreninger og flere folkeslag indbyder søndag den 22. april til farverig og gratis fest i Ungecenter i Nivå.


Latter lyder ens på alle sprog, og et smil har samme glød uanset om det kommer fra hvide, brune eller gule ansigter. Venskaber har intet at gøre med den muld, hvori de etniske rødder har spiret og groet.
Det er rigtig nok at scenen på billedet står tom ,men på søndag den 22.04.2012 bliver der for alvor skruet op i stemningen med uafbrudte optrædener mellem kl.11-00 & 16-00.

Det vil alt sammen blive bevist i Ungecenter på Møllevej i Nivå søndag den 22. april , hvor Kulturelt Samråd i Fredensborg for fjerde gang byder til Sammen og Forskellig – en multikulturel legeplads,
 hvor hele familien tilbydes nogle oplevelsesmættede og fornøjelige timer. Et fri-sted hvor alt er gratis, og det eneste, det drejer sig om, er at have det rart sammen ,og om at opleve hinanden.
For oplevelser er, hvad det er på tapetet. Mere end en snes af Fredensborgs foreninger viser, hvad de kan præstere. Der er danseteater, rap og malerskole, der er dansk korsang af både voksne og børn
, der er modelflyvere og kunstudstilling, der er vævepiger og danske folkedansere i hæsblæsende og fredelig kappestrid med arabiske folkedansere. Der er moderne dans og kampsport, billedkunst.
 og kunsthåndværk ….der er fem timers nonstop underholdning på mange sprog og på flere scener, med mange flere aktiviteter end der er plads til at nævne.
FFKP deltager i alle områder , vi har en stand ,hvor vi deler brochurer og info om vores foreningens aktiviteter , udover en masse lækker arabisk mad (falafel, salater ,  arabisk kebab)  vores pigekor optræder på scenen med nogle dejlige sange ,og så skal vores unge talent Mohamad (Mumi) underholde publikum med hans eget mikset Rap .Og som noget nyt har vi bl.a. Kids Club og interaktive sportgames med xbox
Og så er det, ikke at forglemme, dufte af danske og eksotiske retter. Som laves på stedet og serveres gratis, så ingen heller kommer til at gå sultne fra årets multikulturelle fest. Uanset om smagen står til marineret sild eller spanske retter, tyrkiske eller arabiske salater.
Årets Integrationspris
Sammen og Forskellig er Nordsjællands og årets største multikulturelle legeplads. Men der er også alvorlig undertoner. Kl. ca. 14,00 vil borgmester Thomas Lykke Pedersen på den store scene løfte sløret for, hvem der skal modtage årets Integrationspris, som er indstiftet af Kulturelt Samråd og uddeles i samarbejde med Coloplast. Prismodtageren vil, ud over hæderen og et diplom, få en check på 10.000 kr., som vedkommende kan disponere frit over.
Integrationsprisen uddeles til en borger, som i årets løb har gjort ekstraordinært meget for at fremme dét, der er festens hovedformål: At gøre det lettere for ulige børn at lege godt sammen. Hvad enten legen er alvor eller spøg.
Integrationsprisen er ikke den eneste begivenhed, der vil udløse et borgmesterhåndtryk og en stor check. I år har Kulturelt Samråd udskrevet en tegnekonkurrence for Fredensborgs skoleelever.
Opgaven var at tegne festens tema, ”Sammen og Forskellig,” og alle tegninger vil være udstillet på Ungecenter hele festdagen. Mellem kl. 11 og 14,30 kan alle stemme på hvilken tegning, de synes bedst beskriver temaet. Og vinderen får af borgmesteren overrakt 5.000 kr., som skal bruges til et arrangement for hele den skoleklasse, vinderen går i.
Den store familiefest slutter kl. ca.16, hvor viceborgmester Ulla Hardy Hansen helt sikkert vil kunne konstatere, at rigtig mange familier har haft det rigtigt dejligt med hinanden, uanset i hvilken kultur, de har deres rødder. For det er dét, ”Sammen og Forskellig” kan… give en god oplevelse, hvor fællesnævneren er varme, samvær og latter.
Yderligere oplysninger: Kulturelt Samråds formand John Sylvester, telefon 49 19 19 90.


Share Button